Urteskolen’s julekalender. Beregnet til at give dig et par minutters pause i en travl måned 😊


Spidskommen (Cuminum cyminum) Er brugt som et slags ’fikser alt’ krydderi til tarmen.


Spidskommen indeholder blandt andet flavonoider, fenolske syrer, og ikke mindst æterisk olie, som cuminaldehyd er en del af. Det er det stof, cuminaldehyd, som der er mest interesse omkring, rent forskningsmæssigt.


Spidskommen har gået under navnet ’det varme frø’. Det var både ment rent virkningsmæssigt, men har også haft en hentydning til frøenes symbolske værdi.


Spidskommen symboliserede nemlig kærlighed, ægteskab og ikke mindst troskab. Bar man spidskommenfrø på sig, ville man kun have øje for sin udkårne og ikke begynde at tjekke ud, om der ville være andre, der måske også kunne være interessante som partnere.


Spidskommen symboliserede også overskud og held. Der var altså mange gode grunde til at bære frøene, udover at bruge dem i maden.


Spidskommen var et nøglekrydderi i det gamle Egypten. Det var så velanskrevet, at det var et af de krydderier, der blev brugt i forbindelse med balsamering af faraoer.


Hvis vi ser lidt væk fra den symbolske værdi og faraoernes balsameringer, er spidskommen brugt som ’tarmens beskytter’ og en mild varmegiver, især i vintermånederne.


Spidskommen bruges som te mod tynd mave, mavesmerter og kvalme. Det kan man jo skrive sig bag øret, hvis man har været til ’store julefrokost-dag’ i går, og har lidt bøvl med maven i dag. Spidskommen gør det ikke alene, men det kan være en del af hjælpen.

Skulle uheldet være ude, kan du lave en støttende te:


Tag en gryde, kom 1 tsk spidskommenfrø i og rist dem let et par minutter. Tilføj 2,5 dl vand og lad frøene simre i 10 minutter. Sluk for varmen og lad teen trække i yderligere 10 minutter.


Læg en citronskive i et krus og hæld teen over.

Dette kan du gøre tre gange om dagen, hvis du har problemer med tynd mave. Det er ikke en drik, du skal tage hver dag, det er en del af din akut-pakke 😊


Du kan gøre teen endnu mere sammentrækkende på slimhinden (og dermed få en stærkere virkning mod tynd mave), hvis du også kommer en kanelstang i vandet og lader den simre sammen med spidskommenfrøene.

Frøene virker antiinflammatorisk i tarmen og ser ud til at kunne bidrage til at dræbe både uvelkomne bakterier, svampe og parasitter.


Det aktive stof cuminaldehyd virker beroligende på nervesystemet. Og så gør det noget helt andet, det fremmer både dannelsen af insulin, og styrker insulinfølsomheden, så stoffet nemmere kan komme ind i målcellerne og gøre sin virkning. Dette er interessant ved specielt diabetes-2, som er en af de livsstilssygdomme, der virkelig har forskernes interesse.


Spidskommen smager lidt jordagtig, indtil frøene ristes, da bliver de mere nøddeagtige i smagen.

Derfor kan det betale sig at riste frøene let på panden/i gryden, inden de knuses til brug i mad og te.

Der er jo forskel på mængden i forhold til, om man bruger spidskommen kulinarisk eller som støtte til kroppen. Kulinarisk skal man bruge så meget, man synes. Det er jo enkelt nok.


Når det gælder støtte til kroppen ser det ud til, at en god mængde er 50 -100 mg/kilo kropsvægt hvis det er frø og 25-50 mg/kilo kropsvægt hvis det er spidskommenpulver.


Omsat betyder det, at hvis man vejer 60 kg, kan man beregne 3-6 gram spidskommen frø – eller 1,5 – 3 gram pulveriseret spidskommen.


Når der er skrives fra 3-6 gram er det fordi, vi alle er forskellige og kan have brug for forskellige doseringer. Start altid i den lave ende og øg, hvis det er nødvendigt.


For meget spidskommen kan nemlig virke modsat (specielt i tarmen), så du i stedet for ro og fred, får maverumlen, let kvalme og ubehag.


Humus er nok det, de fleste af os tænker først på, når vi tænker spidskommen.

Jeg har en enkelt gang lavet humus, hvor jeg ikke havde spidskommen i huset. Det gør jeg ganske enkelt aldrig mere, så dropper jeg hellere humus.


Udover humus, kan man jo bruge spidskommen i alle simreretter, linse/bønne retter, supper, stegte /bagte grønsager, fisk etc.


Rigtig god 6. december og kærlig hilsen,

Rikke