Urteskolen’s julekalender. Beregnet til at give dig et par minutters pause i en travl måned 😊


Pomerans (Citrus aurantium) Som et solstrejf og glad energi


Når dagene føles som alt for store mørke frakker, der er håbløst tunge at gå rundt med, er der én duft, der mentalt

nærmest kan kaste frakken langt væk og gi’ lysten til at danse en lille lambada.


Nej, det rabler ikke helt for mig, det er bare sådan at duften fra pomerans kan virke. Prøv det engang, jeg tror, vi er flere, der hopper med i dansen 😊


Mange kender pomerans, som noget til marmelade, julekager, eller en gammel tante-opskrift, der kun bliver fundet frem i december. Det er lidt synd, for her står vi med en lille citrusfrugt, der kan tilbyde både gode egenskaber og god smag.


Pomeransskallen (især den tørrede) er rig på flavonoider som hesperidin og naringin plus deres beslægtede glykosider. Derudover er der limonen, der giver den karakteristiske duft og så er der små mængder bitterstoffer (som fordøjelsessystemet sætter stor pris på).


Flavonoidet hesperidin er uden tvivl et af stjernestofferne i pomerans.

Det forbedrer mikrocirkulationen, understøtter altså elasticiteten i de små blodkar og vener. Hesperidin kan mindske tendensen til tunge ben og give lidt mere ’flow’ i kredsløbet.


Det er også en god antioxidant, der beskytter cellerne mod oxidativt stress. Det er især interessant for kredsløbet, huden kollagenstruktur og såmænd immunforsvaret.


Hesperidin er også med til at fremme noget helt andet, nemlig nervesystemet. I korte træk medvirker det til, at vi ikke har helt så meget tankemylder og den indre uro i kroppen dæmpes.


Det andet vigtige stof er naringin, det stof, der giver den bitterfriske smag.

Det får pomerans til at virke opkvikkende uden, at det er som den mere skarpe virkning, der kan komme fra koffein.

Du kan udnytte pomeran’s hjælp til at føle overskud og have god energi fra morgenstunden. Her skal du bare være lidt på forkant.


Inden du går i seng kommer du 3 spsk tørrede pomeransskaller i en bistrokande. Hæld en liter kogt vand på og lad det trække til næste morgen.


Hvis du nu vil have det mere stærkt, så kom et par centimeter frisk ingefær i kanden (gerne skåret i skiver). Og – for at optimere endnu mere, kan du også komme en kvist rosmarin i.


Her ender du med at få en så lækker shot, at du nok kommer til at skulle bruge et større glas (og det er helt ok).

Start din morgen med et pomerans-infusions-shot. Langt ord, men jeg tænker, du ved, hvad jeg mener.

Det er på plads med et lille obs.


Naringin kan nemlig påvirke nogle typer af medicin. I pomerans er der ikke nær så store mængder, som der er i grapefrugt, men det er der.


Der står temmelig sikkert ikke pomerans i nogle indlægssedler, men der kan stå undgå grapefrugt.


Hvis grapefrugt står som ’undgå’ i din indlægsseddel, synes jeg, at du skal droppe pomerans som shot. Det er her, den bliver mest naringin-koncentreret.


Kærlig hilsen

Rikke