Urteskolen’s julekalender. Beregnet til at give dig et par minutters pause i en travl måned 😊
Koriander (Coriandrum sativum)
Koriander har en virkelig lang historie. Det er en af de planter, man kan finde beskrevet tilbage til cirka 5000 år f.kr.
Den vokser vildt i Mellemøsten, i landende ved Middelhavet og det nordlige Afrika. De tidlige egyptere, grækere og romere var begejstrede for både den friske plante og de tørrede frø - og det med rette. Romerne fortalte vidt og bredt om den lækre urt og udbredte viden om den videre op mod Nordeuropa.
Herhjemme bragte munkene den til de danske klostre i 1100-tallet.
Koriander har været brugt til at lette fordøjelsen efter tung mad, berolige et iltert sind og lindre smertende led og muskler. Man brugte både blade og frø.
I denne kalenderlåge er det imidlertid frøene, der er udgangspunkt. De er nemlig særdeles venlige mod trætte og ømme led.
Jeg tænker, det lige er noget vi kan bruge, når vi styrter rundt med kost og spand, og ikke mindst slæber til huse af mad, drikke og alt det andet, julen kan kalde på.
Korianderfrø indeholder blandt andet: linalool, limonen, alfa-pinen, desuden flavonoider i form af rutin og apigenin, fenolske syrer som caffeinsyre og ferulasyre samt phytosteroler.
Denne her lille botaniske juvel, som vi ofte forbinder med at være et krydderi, gemmer på en langt bredere palet af virkninger, end man måske lige tænker.
Den æteriske olie varierer lidt, men linalool er hovedkomponenten. Linalool dækker fra 60-75% af den totalt æteriske olie og er netop central, når snakken falder på inflammation og smerte.
Linalool gør det ikke alene – men i kombination med de andre stoffer som limonen og alfa-pinen samt flavonoiderne rutin og apigenin, kommer den gode virkning i forhold til gigt- og ledsmerter.
Korianderfrø virker dæmpende på inflammations-fremmende stoffer som COX-2, NF-kappaB, TNF-alfa.
Det er de signalstoffer, der altid maser sig frem på banen, for at piske en stemning op.
Hvis du har ondt i led og vil have den smertestillende virkning fra korianderfrø, kan du enten lave en god infusion, eller du kan vælge at lavet et udtræk i olie og smøre på, hvor det gør ondt.
Vælger du infusion, tager du 2 spsk frø, som du støder i en morter (frøene er hårde, så de skal stødes, for at væsken kan trænge ind i dem).
Kom frøene i en bistrokande, hæld 1 liter kogt vand over. Infusionen skal trække længe, gerne 12 timer. Drik minimum 3 glas á 1,5 dl igennem dagen.
Gem resten i køleskabet, det kan fint holde sig et par dage.
Fordelen med en infusion er, at her rammer du ikke kun det ømme led.
Ved at drikke infusion styrker du også din fordøjelse – og så virker infusionen beroligende på nervesystemet. Det system kan nok godt bruge lidt hjælp her midt i julemåneden, hvis den er præget af lange ’to-do-lister’.
Det tager længere tid at trække korianderfrø ud i olie, men det kan betale sig, for olien trækker flere aktive stoffer ud end vand.
Og - da kan du smøre direkte på de led, der har brug for det.
Brug 50 gram frø (de skal være stødte eller let kværnede) til 250 ml olivenolie.
Læg de stødte frø i et syltetøjsglas, hæld olien på. Læg låg på og stil glasset, så det ikke står direkte i solen. Lad frøene trække i 6 uger. Ryst gerne glasset lidt, når du alligevel går forbi.
Brug en si og evt ostelærred og filtrer frøene fra. Hæld koriander-olien på en lille (gerne mørk) flaske, og stil den køligt og mørkt.
Smør olien på ømme led og muskler og massér let. Du mærker ret hurtigt, at vævet tager godt imod, og den smertestillende virkning går i gang.
Lad dig ikke begrænse. Selvom denne olie er lavet med tankerne på ømme led, er der absolut intet forgjort i at bruge lidt af den i maden.
Smagen bliver varm og aromatisk, den passer fint til retter med bælgfrugter, linser, grønsager, fisk – og ja, hvad du nu ellers selv kan finde på at gode retter.
Kærlig hilsen Rikke