Urteskolen’s julekalender. Beregnet til at give dig et par minutters pause i en travl måned 😊
Kommen, frø (Carum carvi)
Her af de urter, som virkelig hører hjemme i Norden. Den vokser vildt i store dele af Europa, men især i de nordlige egne.
Faktisk er kommen en af de ældste, kendte krydderier og medicinske planter i Nordeuropa. Den har jo nærmest groet i skørterne på de nordiske folk i tusinder af år. I hvert fald er der fundet kommen i arkæologiske udgravninger tilbage fra bronzealderen.
Mens mange af de andre krydderier og lægeplanter tog den lange rejse fra Mellemøsten eller omkring Middelhavet, så stod kommen såmænd bare her og ventede på os i grøftekanter, enge og kystnære områder.
Iflg. germanske folkesagn (fra tiden omkring år 500 – 400 f.kr) blev frøene drysset rundt ved boliger for beskyttelse mod det onde.
Kommenfrø er rige på æteriske olier. Det er særligt carvon og limonen, der er opmærksomhed på. Carvon giver den karakteristiske krydrede, næsten kølige duft. Den bruges ofte som markør for frøets kvalitet.
Limonen er mere let med citrusnoter og forbindes mere med at kunne løfte stemningen – og ikke mindst give en fornemmelse af lethed i kroppen.
Det er ikke de eneste stoffer, her er også et fint indhold af flavonoider og fenolske forbindelser, Det er antioxidanter, som planten jo altså først og fremmest bruger for at beskytte sig selv, men som vi også kan nyde gavn af, når vi bruger kommen i maden.
Når du bruger kommen, støtter du fordøjelsen, specielt efter tunge måltider. Frøene er carminative, altså muskelafslappende omkring tarmene.
I Norden har kommen været brugt af alt fra vikinger til middelalderens urtekyndige. Ofte som støtte i perioder med tung mad, kulde og travlhed – så’en lidt ligesom her i december.
Kommen klæder alle retter med kål.
Jeg synes, at hvidkål og kommen er ligesom en hånd i handske, de passer bare sammen. Det lille frø er også tidligere brugt – og stadig skønt at bruge i lidt tungere supper og simreretter.
Det giver rigtig god mening, fordi vi her står med mad, som kan være tungt fordøjeligt, der er brug for noget, som kan ’lette stemningen i tarmen’.
Kommenfrø blev også udtrukket på snaps, så man kunne få en lille en til halsen og dermed hurtigt mærke, at fordøjelsen fik ro.
Det er stadig populært ved julefrokoster, hvor man også godt kan komme til at have en liiiidt tung fornemmelse i maven.
Kommenfrø og fennikelfrø er en god kombination både smagsmæssigt og virkningsmæssigt.
Det kan du udnytte ved te, hvor du bruger 1 tsk kommenfrø og 1 tsk fennikelfrø til 1 krus kogt vand (250 ml). Lad teen trække i 10 minutter og mærk, hvordan hele maveområdet nærmest læner sig lidt tilbage og siger’ tak for mad og kommen’ 😊
Og hvis du nu hører til dem, der tænker, njaaaa det er nok ikke lige min yndlingssmag – men stadig gerne vil have gavn af kommen, så prøv at arbejde lidt med doseringen.
Kommen ér en potent lille størrelse, den kan hurtigt overtage størstedelen af smage. Men, hvis man lige begrænser den lidt, er den faktisk en rigtig god ’undertone’, der er med til at fremme totalsmag og duft i en ret.
Kærlig hilsen
Rikke