Urteskolen’s julekalender. Beregnet til at give dig et par minutters pause i en travl måned 😊
Jeg fik lyst til at tage fat i noget, vi kan bruge både i gløgg, te og varme retter.
Allehånde (Pimenta dioica) virker varmende og let stimulerende på energien. Bærrene giver en følelse af velvære, selvom vejret måske rusker udenfor. De støtter også fordøjelsen, så man ikke føler sig oppustet.
Allehånde stammer fra Jamaica og har senere udbredt sig til hele Caribien.
Bærret blev brugt i mad, gerne sammen med kakao.
Man lavede også en kraftig infusion/te af bærrene. Her vædede man et klæde i udtrækket, der så blev brugt som kompres, når musklerne var ømme.
Allehånde var i øvrigt også en del af ritualer og blev brugt som helende røgelse, hvis der var en syg person. Her var det mest træets bark, som det selv helt naturligt skifter ud hvert år.
Tilbage i 1800-tallet var allehånde-træet ved at blive udryddet på Jamaica. Nogle smarte mennesker havde fundet ud af, at træet var godt at bruge til stokke og paraplyhåndtag. Eksporten gik lystigt, indtil det heldigvis blev forbudt i 1882. Herfra blev træet igen primært brugt til det, vi nyder i dag, nemlig at tilbyde os de velsmagende, varme og krydrede bær.
Det lidt pudsige navn, allehånde, betyder ’alle krydderier’. Bærrenes smag er nemlig et sammensurium af noter fra kardemomme, nellike, muskat og en snert af peber, måske lidt kanel – sådan lidt af det hele på den rigtig gode måde.
Allehånde indeholder aktive stoffer som fenolske syrer, garvestoffer, alkaloider, glykosider, desuden flavonoider (som quercetin og rutin). Og så er der den æteriske olie, som jo er en sammensat størrelse. Her er der blandt andet eugenol, myrcen og limonen.
Alle disse gode indholdsstoffer giver en virkning i kroppen, som er antioxidant, svampedræbende, bakteriedræbende, anti-inflammatorisk (specielt i muskler), fordøjelsesfremmende og kredsløbsstimulerende.
Desuden virker allehånde beroligende. Faktisk mente man i 1800-tallet, at allehånde var eminent til hysteriske, unge kvinder. De fik sig en dram og så var de rolige igen.., eller noget i den stil 😊
Smagen af allehånde er både krydret, lidt skarp og sødlig. Den er perfekt i gløgg, kager og ikke mindst en varm kop te.
Når det gælder teen, synes jeg, det bliver for voldsomt, hvis den kun består af allehånde.
Jeg tager 3 bær, knuser dem let i en morter og kommer dem i tekanden, sammen med min anden te. Og, den anden te kan være en god ingefær-te, en pebermynte-te eller for den sags skyld en dejlig julete, hvor de andre varmende krydderier også er med.
Jeg kan også rigtig godt lide at have en peberkværn, hvor der både er peberkorn og allehånde i.
Når man kværner den blanding over mad, giver det den der varme, stærke smag.
Man får stadig et rap over tungen (hvis man bruger nok), men totalt er det rundt, varmt, stærkt og ret dejligt.
Rigtig god 4. december 😊
Kh
Rikke