Urteskolen’s julekalender. Beregnet til at give dig et par minutters pause i en travl måned 😊
Ægte kanel (Cinnamomum zeylanicum)
Ægte kanel er barken fra det stedsegrønne kaneltræ, der stammer fra Sri Lanka.
Den naturmedicinske historie går flere tusind år tilbage, og her i Europa er det i oldtiden, man først begynder at beskrive den. Føniske og arabiske købmænd bragte den via Silkevejen, som havde flere knudepunkter rundt om i Europa. Fra de punkter blev der så sendt videre mod nord – og blandt andet til os her i Danmark.
Når vi taler egenskaber og virkninger, er det især den æteriske olie, der gør kanel til noget særligt.
Den olie består primært af kanelaldehyd, suppleret af en mindre mængde eugenol, samt cinnaminsyre, garvestoffer, flavonoider og proantocyanidiner.
Det er en pænt kraftfuld kombination, der påvirker både immunsystem, fordøjelse, stofskifte og nervesystem.
Når jeg tænker på kanel og kroppens immunsystem, tænker jeg på sådan en lille bestemt dame med kost og spand.
Hendes mantra er ro, renlighed og regelmæssighed – det samme mantra, sundhedsplejersker har brugt til nybagte forældre i hvert fald i det 20. århundrede.
Fru kanel er skrap men retfærdig. Hun er helt parat til at smide alt det ud, der skaber uorden. På den måde kommer de mere stille celler og væv også til orde og kan udføre deres arbejde.
Kanelaldehyd er det mest aktive stof, når det gælder infektioner.
Det virker antibakterielt ved at angribe bakteriernes cellemembraner. Det punkterer simpelthen bakterierne, puf – så er de døde.
Garvestofferne i kanel kan også noget her. De har en høj binding til jern. Lige netop det mineral, er mange sygdomsfremkaldende bakterier afhængige af for at vokse og dele sig. Når kanelens garvestoffer har snuppet jernet foran bakterierne, dør de en helt naturlig død.
Kanelaldehyd er på banen igen når det gælder virus. Det virker antiviralt ved at ødelægge virus’ proteiner, så de ikke kan reproducere sig selv og dermed sprede sig.
Når det gælder svampe, herunder candida, får de også et gok i nødden af kanelaldehyd. Det ødelægger svampenes membraner og hæmmer deres vækst. Derfor er kanel interessant ved ubalancer i tarmfloraen, især hvor svampe spiller en rolle.
I fordøjelsessystemet virker kanel både varmende, krampeløsnende og regulerende på mikrobiomet. Den dæmper uro i tarmen, mindsker oppustethed og kan hjælpe både ved tendens til diarré og ved træg fordøjelse.
Det er igen kanelaldehyd, der er på spil. Stoffet påvirker den glatte muskulatur og nervesignaler i tarmvæggen.
Kanel er super populært som blodsukkerstabiliserende middel. Igen, igen er det kanelaldehyd, der er tovholder.
Det øger cellernes følsomhed overfor insulin og hæmmer enzymet aldosereduktase.
Det enzym skal gerne begrænses lidt i sin udfoldelse. Det omdanner nemlig overskydende glukose til sorbitol, et stof, der kan bidrage til nerveskader og dårlig sårheling.
På nervesystemet virker kanel både styrkende og beroligende på samme tid.
Cinnaminsyre forbindes med forbedring af kognitive funktioner som koncentration, indlæring og hukommelse.
Samtidig giver den samlede æteriske olie en oplevelse af indre varme og robusthed – som om nervesystemet bedre kan rumme dét, der nu engang ér.
Og et lille obs:
Ovennævnte gælder forskning i ægte kanel, Cinnamomum zeylanicum.
Den type kanel, der oftest bruges i industrien er kassiakanel, Cinnamomum cassia.
Kassiakanel er også fin, den har bare lidt, man skal være opmærksom på.
Den indeholder nemlig en del kumariner. Gode og godt-virkende stoffer, men indtager man for meget i for lang tid, kan man skade levercellerne.
Fødevarestyrelsen skriver, at hvis kassiakanel er den eneste kilde til kumarin, kan en voksen på 60 kg indtage 2 gram dagligt. Et barn på 15 kg kan indtage 0,5 gram dagligt.
Tager du en brevvægt, kan du se, at to gram cirka svarer til en teskefuld kassiakanel.
Men, læg lige mærke til, at Fødevarestyrelsen også ved, at kanel er mere brugt i julemåneden end i årets andre måneder.
De skriver nemlig også, at i kortere perioder på 1-2 uger om året (som i juletiden), kan man spise 3 gange så meget kassiakanel.
Der står på bøtten/pakken om indholdet er enten ægte kanel eller kassiakanel. Det gør jo unægtelig det hele nemmere. Hvis du vil have ovennævnte virkninger, er ægte kanel, du skal få fat på.
Kalenderlågerne er ovre for i år 😁
Rigtig glædelig jul – godt nytår og på glad gensyn i 2026 🎄 💚
Kærlig hilsen
Rikke