Safran (Crocus sativus) Et kram til psyken

Det er verdens dyreste krydderi, og kaldes for det røde guld. Jeg synes også, at det er guld værd at have i huset.

Det er helt forståeligt, at prisen er høj. Den lille, fine safrankrokus blomst har tre gifler.

For at få et kilo safran skal der bruges mellem 70.000 og 150.000 gifler. Giflerne håndplukkes om morgenen, når

blomsten har åbnet sig.

Safran er dog også et drøjt krydderi. Du skal bruge et sted mellem 10 og 20 safrantråde i en ret til 4 personer.

Til et krus te skal du bruge 4-5 tråde.

Blander du safran med andre urter, bruger du stadig bare 4-5 tråde til en hel liter vand. Fordi, her arbejder forskellige urter synergetisk sammen, derfor bruger man mindre af den enkelte.

Der er omkring 450 -500 tråde i et gram safran, så der er jo faktisk til nogle retter.

Hvis det blot er for at få farve til maden, kan man nok erstatte med noget billigere, men safrans aktive stoffer findes ikke i de andre urter, der kan give maden et farvepift.

De andre har sine egne gode indholdsstoffer, det er bare ikke de samme som safrans.

Safran indeholder mange aktive stoffer. De, som forskerne er mest interesserede i, når det gælder nervesystemet, er crocin (som omdannes i tarmen til den biotilgængelige variant crocetin), picrocrocin og safranal.

Specielt de to sidste er årsagen til, at vi i dag ved, at safran styrker humøret. De er med til at sørge for at signalstoffer som serotonin og dopamin er længere tid tilgængelige i hjernen.

Det betyder, at vi kan mærke den der lidt udefinerbare men dejlige følelse af glæde. Følelsen behøver ikke at stamme fra noget specifikt, og man kan for den sags skyld være midt i en alvorlig krise. Følelsen dukker bare op alligevel, midt i det hele, som en gæst der kommer uanmeldt, og som man bare bliver utroligt glad for at se.

Safrans naturmedicinske historie går omkring 3500 år tilbage. Den har været højt skattet af de tidlige folk i Mesopotamien, senere lærte minoerne på Kreta om safran og derfra bredte viden sig via de arabiske købmænd til Europa.

Historisk har safran været brugt som ’sjælens medicin’, det er altså ikke uden grund.

Nu er det ikke sådan, at man bare skal bruge safran i maden, og så er alt godt. Det handler heller ikke om at erstatte medicin. Men hvis vi døjer med noget, er det en rigtig god ide, at lægge mad og drikke til rette efter det, så kroppens celler får den hjælp, de har brug for. Det er hjælp til selvhjælp.

En ’nu skal der være ro på’ te, kunne en dejlig kombination af:

4-5 safrantråde, 1 spsk kamilleblomster, 1 spsk citronmelisse, 1 tsk lavendelblomster, 1 spsk skåret citronskal og 1 liter vand. Læg urterne i en stempelkande, hæld kogt vand over og lad trække i 8 minutter.

Urterne er kun ment som forslag. Det, du bare skal tænke er, smager urten dejligt – styrker den nervesystemet på en eller anden måde, hvis ja – kan den bruges.

Safran styrker andet end vores humør. Det er en stærk antioxidant, der bl.a. beskytter retina (det lysfølsomme væv bag i øjet). Det betyder, at vores syn (specielt nattesyn) forbedres.

Safran styrker hukommelsen (specielt når vi bliver ældre), og så styrker safran vores fordøjelse ved at bidrage til, at kroppen danner flere fordøjelsesenzymer og den virker anti-inflammatorisk i hele kroppen – men har forkærlighed for muskler.

Jeg synes denne lille myte er sød, den får du lige med på falderebet.

Der er flere versioner af denne lille historie fra den græske mytologi. Denne udgave fortæller, at Crocus var en smuk ung mand, der elskede gudernes budbringer, Hermes. De to legede med diskos, og Hermes kom til at slå den unge mand ihjel med diskossen. Hermes var helt ulykkelig og forvandlede den unge mand til blomsten, der nu bærer hans navn, Crocus.

Støvdragerne, der jo er røde, viser til Crocos blod, som en evigblomst, der altid ville stå som minde.

Kærlig hilsen,

Rikke