Urt - din helbredende have


Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men du kan låne den på biblioteket.


Lær hvordan du kan bruge lægeplanter til at forebygge og lindre gængse komplikationer som allergi, eksem, træthed, koncentrationsbesvær, menstruationssmerter og øget vandladning.


Bogen anviser, hvordan du kan etablere dit eget husapotek ved hjælp af 16 udvalgte lægeplanter, der alle har en naturmedicinsk historie, en effekt der optager forskerne i dag, og så gror de alle 16 glimrende i danske haver og vindueskarme.


"Urt - din helbredende have" byder på masser af opskrifter med lægeplanter i mad, te, cremer, olier med videre. Bogen uddyber, hvordan de enkelte planter påvirker vores krop, og hvad de gavner os mod.


Bogen vender også blikket tilbage i tiden og ser på, hvordan grækere, romere, ægyptere og danske munke brugte lægeplanterne i deres dagligdag. Nutidig forskning i lægeplanternes aktive stoffer kommer også på banen, og Rikke Goerlich forklarer om antioxidanternes betydning for vores sundhed, om interaktioner og bivirkninger og de aktive stoffers virkning på mennesker.


Bogen henvender sig til alle, der gerne vil have en elementær viden om planters helbredende kræfter. Opskrifterne i bogen er nemme at gå til og inspirerer til at benytte sig af lægeplanterne i sin dagligdag derhjemme.


Lektørudtalense:

Lægeplanter og ikke mindst deres historie er behandlet i flere bøger, og der er mere omfattende håndbøger om planterne og deres anvendelse. Rikke Goerlichs bog, der er baseret på en række tv-udsendelser, er et meget anvendeligt supplement til disse med sit indbydende layout og sin begrænsning til 16 lægeplanter, der alle er nemme at dyrke i danske haver. De fleste er kendte planter i mange haver, med ginseng som en overraskende undtagelse. Forfatteren, der er urteterapeut, kommer godt rundt om emnet, og hun formidler sin omfattende viden på en både underholdende og oplysende måde. Efter generelle afsnit om historie, forskning, lovgivning og planternes virkning og anvendelse følger en gennemgang af de enkelte lægeplanter med deres naturmedicinske historie, virkning og anvendelse, mange opskrifter på te, tinktur, salve m.m. og en kort dyrkningsvejledning. Bogen afsluttes med et bredt udvalg af relaterede websider. Forfatterens hensigt er at inspirere til at bruge planterne lindrende og forebyggende i hverdagen. Hun understreger, at lægeplanter ikke er ufarlige og gør omhyggeligt opmærksom på eventuelle bivirkninger og interaktion med konventionel medicin. Det er en velafbalanceret bog, der med sin kombination af den historiske baggrund, moderne forskningsresultater, egen erfaring og sin praktiske udmøntning, kan bruges af alle haveejere med interesse for lægeplanter

Lektørudtalelse

Jytte Kjær Schou