Hormoner
Fra vi får vores første menstruation og frem til, vi er færdige med overgangsalderen, bestemmer hormonerne ganske så meget over os.
Et liv som kvinde i den fertile alder kan i den lette ende af skalaen byde på smerter i forbindelse med menstruation samt kraftige og/ eller uregelmæssige blødninger.
I ugen op til menstruationen oplever mange en eller anden form for PMS, præmenstruelt syndrom, som kan give problemer med psyken og fysikken, indtil menstruationen kommer som en forløsende faktor. PMS er blevet et ord, som vi selv bruger, når vi er uretfærdigt hysteriske overfor omgivelserne og der er nok et par kvinder eller tre, som har hørt spørgsmålet fra deres mand, om de har PMS, siden de opfører sig, som de gør.
Nu skal det lige indføjes, at dette faktisk kan være en ganske graverende sygdom, som i den grad sætter kvinden ude af stand til at beherske sig. En engelsk kvinde blev frikendt for mordet på sin mand, da man kunne bevise, at hun led af PMS i gerningsøjeblikket, så udfordr ikke en kvinde, som er i hormonernes vold!
I vores liv præget af hormonerne, kan udfordringerne ligge i alt fra ufrivillig barnløshed til cyster, fibromer, muskelknuder og risiko for østrogenfølsom cancer.
Det hele afsluttes så med muligheden for en omgang hede- og svedeture, problemer med slimhinder, grådlabilitet og diverse andre ubalancer i forbindelse med klimakteriet.
Jøsses dog, ikke så sært, at man fra tid til anden hører en kvinde sige: I mit næste liv vil jeg være en mand, de må have det meget nemmere.
Hormonproblemerne er ikke blevet mindre med tiden, tværtimod. Tidligere havde vi dog kun vores egne hormoner at slås med, vi kørte i en menstruationscyklus, hvor østrogener og progesteron steg og faldt efter et nøje tilrettet mønster.
Nutidens kvinder har fået en ikke uvæsentlig faktor på banen, nemlig xenoøstrogener, fremmedøstrogener. De gemmer sig i generelt i kosten, vandet, cremerne vi smører os ind i, hårfarver og bromerede flammehæmmere for bare at tage et lille udsnit.
Et af de store problemer med disse hormonforstyrrende stoffer er, at de er såkaldt a-cykliske. De er altså tilstede i kroppen i samme niveau uanset, hvor vi er i vores cyklus. De starter med at blive tilført i fostertilstanden og forsætter til exit. Det er vores krop slet ikke beregnet til, her kommer alt for mange østrogener og de bliver der i alt for lang tid.
Den psykiske virkning af østrogen er en af årsagerne til, at kvinder kan multitaske. Vi kan sagtens tale i telefon samtidig med at vi skriver en huskeliste, sætter tøj over til vask eller laver mad. Østrogener sørger for, at vi har jordforbindelse, kan overskue svære situationer og komme igennem dem. Det er fint, specielt når det hele er i balance.
Den totale mængde af østrogener presser desværre vores andet kvindelige hormon i bund, nemlig progesteron.
Her er det hormon, som gør, at vi kan sige ’pyt’, det skal nok gå.
Det hormon som får os til at grine højt, danse med os selv midt i rengøringen, elske os selv og vores kære på godt og ondt.
Vi kan ikke spise os til mere progesteron, men vi kan fremme dannelsen ved at reducere alle de østrogener, som presser det i bund.
Dog skal der naturligvis mere til for at få en kvindekrop i balance.
Den meget hurtige oversigt kan lyde således:
Spis økologisk, spis groft, grønt, frugt og bær. Sørg for at få nok med nødder, linser, bælgfrugter og kål. Vælg dine olier med omhu, og brug dem med omhu.